Fårevejle Kirkebo og lokalsamfundet

Da Sisse og Mette overtog Golfhotellet i Fårevejle 1. oktober 2015, blev alle naboer straks inviteret til informationsaften, og visionen om at være et åbent hus i lokalområdet blev født.

Siden er det blevet til en række forskellige arrangementer : foredrag, koncerter, fællesspisning, vores traditionsrige julestue og siden september 2017 har der hver tirsdag været udviklingszumba i vores gymnastiksal.

Seneste skud på stammen, er vores AL-sangsaftner, hvor vi inspireret af ALSANG 2020 inviterer til fællessang sammen med vores beboere og personale med jævne mellemrum. Hold øje med vores opslag på Facebook, hvis du har lyst til at være med.

De seneste år er der blevet talt meget om inklusion, at mennesker med handicaps og udfordringer skal inkluderes – tilbydes en plads i samfundet. Det er gode tanker, som vi på Kirkebo tillader os at tænke lidt anderledes : Vi tænker, at inklusion går begge veje.  Hvad nu hvis resten af samfundet blev inkluderet på Kirkebo ? Hvad nu hvis inklusion blev nemmere, tryggere og sjovere for alle mennesker på den måde ?

Derfor er I altid velkomne på Kirkebo, der er ingen tvivl om, at vores beboere for alvor kan vise alt det som de kan og ved, når de er i kendte rammer.

På samme måde stiller  vi gerne fællesstue eller gymnastiksal til rådighed for lokale  offentlige arrangementer, så længe det er arrangementer der kan rumme vores beboere.