Bolig- og Aktivitetstilbud for voksne
Som voksen kan man bo og have sin hverdag på Fårevejle Kirkebo. Vi tilrettelægger en hverdag sammen med beboeren, hvor vi med udgangspunkt i Den Neurologiske Profil tænker forskellige former for aktiviteter ind i en meningsfuld og sjov hverdag.
Vores beboere vil typisk have en ugeplan med aktiviteter fra kl. 9-15. Det er i dette tidsrum vi har fysisk og mental træning, intellektuel stimulation, kreative aktiviteter, beboerens egen maddag, ture ud af huset og hvad vi ellers finder på.
Vi varetager praktiske opgaver, læge og tandlægebesøg og andre aftaler med beboerne i samarbejde og efter aftale med dem og deres familier.
Vi spiser sammen hver dag. Der er morgenmad fra kl. 07:30-08:30, frokost kl. 12:00, eftermiddagshygge kl. 15:00 og aftensmad kl. 17:30. Det er meget forskelligt, hvad vi laver om eftermiddagen og aftenen – nogle spiller spil i fællesstuen og andre slapper af i deres lejligheder med en god film eller et lille hvil. To gange om ugen har vi fælles eftermiddagsaktiviteter, hvor vi for eksempel maler billeder, går en hyggelig tur, laver trylledejsfigurer m.m.
I weekenderne foregår der aktiviteter i de forskellige teams. Derfor er der ofte tilrettelagt en aktivitet, som kan være alt fra en rask travetur til biografture, cafebesøg, indkøbsture, museumsbesøg eller hvad vi i fællesskab bliver enige om, at vi gerne vil lave.
Vi er ofte at finde på flere af landets musikfestivaller, som for eksempel Sjællandsfestival og vores lokale Vig Festival.
Vi er et hus, der prioriterer en høj normering, hvilket kan give plads til spontane gode ideer sammen med vores beboere. På samme måde prioriterer vi en god normering om natten, så vores beboere kan få den hjælp de har brug for døgnet rundt.
Vores målgruppe er voksne med med multiple funktionsnedsættelser: Medfødt eller erhvervet hjerneskade og udviklingsbetingede dysfunktioner, udviklingshæmning, fysiske handicap (kørestolsbrugere), Cerebral Parese, svær behandlelig epilepsi og respiratoriske problematikker.
Vi har 20 fleksible pladser til voksne henholdsvis §104, §107 og §108.