Visionen

Alle mennesker er unikke og kan lære nyt – lære mere. Mennesker lærer gennem hele livet og gennem fællesskaber. Alle mennesker har ret til at høre til og føle sig som en del af et fællesskab. Alle mennesker har en stemme og skal høres. Mennesker, for hvem det er en selvfølge at blive hørt, høre til og lære nyt, bør gøre sig umage i samværet med de mennesker, der ikke pr automatik har samme muligheder. Nøglen til at opfylde dette mål ligger i at se ressourcerne i hvert menneske, og hjælpe den enkelte til at fortælle sin historie og udvikle sig. Når vi medfortæller den gode historie for et andet menneske, skaber vi selvværd, livsglæde og nye kompetencer. Fårevejle Kirkebo er et bo-og udviklingshus for større børn, unge og voksne med neurologiske udfordringer og fysiske handicap. Et sted, hvor ressourcer og personlige styrker findes og dyrkes, både hos brugere, deres familier og medarbejdere. Et sted, hvor vi lærer og udvikler os sammen i små og store fællesskaber. Fårevejle Kirkebo er et åbent hus i lokalområdet. Vi vil bidrage til dialog mellem byens borgere og vores brugere. Vi ved, at alle kan lære meget af mennesker med særlige behov. Vores vigtigste erfaring er, at ved at kombinere den naturvidenskabelige viden om hjernens funktion og muligheder med viden om meningsskabende fællesskaber,kan vi skabe positiv udvikling på alle områder for vores målgruppe og deres familier. Vi vægter høj faglighed i et tværfagligt og fleksibelt arbedjsfællesskab højt. I samværet med vores brugere er ordentlighed, oprigtighed,nysgerrighed og livsglæde nøgleord.